layoutelementlayoutelement
Elitesport Horsens 
Eleverne på basislinien kommer fra forskellige idrætter

Fælles træning giver styrke

03. november 2016

Atleter under Elitesport Horsens fra mindre idrætsgrene går til fælles basistræning. Det skal bane vejen for bedre præstationer og færre skader hos udøverne. Samtidig kan de unge træne sammen med ligesindede fremfor at træne for sig selv.

Elitesportselever fra mindre idrætsgrene som går på Talent-Idrætsklasserne på Langmarkskolen samt Sportscollege Horsens, samles mandag og onsdag morgen til fælles morgentræning i fitnesscentret Fit & Sund i Horsens til basistræning.

Fysioterapeut Henrik Søndergaard står for basistræningen af de unge atleter fra mindre sportsgrene, som ikke selv har morgentræning ude i klubberne, og som heller ikke nødvendigvis er del af kommunens Team Danmark aftale.

På holdet er repræsenteret unge elitesportsudøvere fra orienteringsløb, speedway, cykling, motocross, boksning, BMX samt karate.

Basistræningen indeholder næsten en times fælles træning i centrets sal, hvor fokus bl.a er på stabilitet, koordination og balance. Herefter går den blandede flok af piger og drenge nedenunder i fitnesscentret for at lave individuel styrketræning i en halv time. Alle øvelser er tilrettelagt, så de passer målrettet til gruppen af unge eliteidrætsudøvere. Henrik Søndergaard har screenet dem hver især med en Team Danmark-test for at kunne udarbejde en træningsprofil.

- Det viser sig, at de fleste af atleterne har brug for at arbejde med at få mere stabilitet omkring mave, ryg og ben så det er i høj grad det, jeg træner med dem. Målet med træningen skal i første omgang ikke være udvikling af styrke og muskelmasse. Fokus skal være på rigtig løfteteknik, forståelse for træningsmetoder og så en gradvis øgning i muskelstyrke. Det er vigtigt, at indlæring af de rigtige teknikker bliver prioriteret indtil de er automatiseret, forklarer fysioterapeuten. De unge atleter skal kort sagt lære at styrketræne.

- Atleterne er typisk vant til mange timers træning i deres idræt, men kun få af dem har prøvet at lave decideret stabilitets- og styrketræning, før de kommer her. Målet med basistræningen er både at hjælpe atleterne til bedre præstationer i deres forskellige idrætter og at forebygge skader. Samtidig skal basistræningen også forberede atleterne til at kunne klare mere træning inden for deres sport, forklarer Henrik Søndergaard.

Træning forebygger skader

I den individuelle styrketræning kan de unge mere specifikt arbejde på at styrke det, de har behov for til netop deres sportsgren. Hvis en af atleterne døjer med en specifik skavank, vejleder Henrik Søndergaard i, hvordan de skal træne, og han vurderer også, om de eventuelt skal sendes videre til behandling.

- Jeg undersøger dem der har problemer og rådgiver i forhold til genoptræning og deres videre træning, siger Henrik Søndergaard.

- Der er mange myter om børn og styrketræning, men hvis bare de gør det rigtigt, er der ikke noget problem i det. Al vores træning er aldersrelateret og tilrettelagt efter Team Danmarks retningslinjer for ATK (Aldersrelateret Træningskoncept), så det passer til unge, der er i voksealderen, slutter Henrik Søndergaard inden han igen giver sig i kast med igen at vejlede de dedikerede unge sportsfolk.

Vælg periode for nyheder
« 2018
seneste 2019
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori


Horsens Kommunes byvåben